tirsdag den 16. juli 2013

Sommergrøn spidskålssuppe

4 portioner – Forret/hovedret - 1 time

Supper er superbillige, nemme og spidskål smager pissegodt. Min dejlige farmor og jeg kom til at snakke om det, mens vi talte i telefon for nylig, og jeg har ikke rigtig været så god til at få købt og spist det tidligere. Fakta havde dem på bud, kæmpestore, til tolv kroner og nye kartofler til en tier, og efter at have lavet en grøn kartoffelsalat med det, tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte eksperimentere for at få brugt resten. Her bruger jeg kun yderbladene.

Jeg ved godt, at mange synes, at sommervarmen sætter en dæmper på suppelysten men jeg elsker supper og spiser dem gerne hele året. Hvis nogen eksperimenterer med at servere den kold, vil jeg gerne høre om resultatet. Suppen får en smuk, græsgrøn farve og smager mildt.

Selve suppen er vegansk, men jeg tilsætter personligt en klat fromage frais i midten af suppen. Ud over denne og evt. fedtstof til stegning af croutoner er suppen fedtfri.


Ingredienser:
Yderbladene af et spidskål
8 små nye kartofler
1 løg
4 gulerødder
Hvid peber
Salt
Timian

Tilbehør:
En klat fromage frais (0,2%) og 4-6 skiver rugbrød til croutoner

Fremgangsmetode:

1. Rens, skræl, hak og snit alle grøntsager fint.

2. Sæt i kog i vand, så det rigeligt dækker. OBS: tilsæt ikke salt til vandet, da det forlænger tiden det tager, før grøntsagerne koger ud.

3. Blend grøntsagerne lidt ad gangen, hvis du bruger stavblender med kogevandet og varm op igen. Smag gavmildt til med salt, timian og peber. Imens steger du rugbrødscroutonerne evt. i lidt olivenolie.

4. Serveres med croutoner og en klat fromage frais.

Tips og tricks: Du kan evt. tilsætte lidt ekstra kartoffelstykker og fiske nogle op før du blender og så tilsætte dem igen, før du serverer suppen. Især hvis du bruger nye kartofler kommer smagen i disse også helt til sin ret på denne måde.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar